Mette Frederiksen sagde noget med ’dansk’ 25 gange og glemte således ’borgeren’

Når Mette Frederiksen konsekvent taler om danskere frem for borgere, flyttes fokus fra demokrati til nationalitet. Subtilt ændrer retorikken, hvem vi oplever som legitime medlemmer af fællesskabet

Af Anne-Mette Barfod og Via Christensen

Debatindlæg i Information den 18. september 2025

I sin tale til Socialdemokratiets årsmøde brugte statsministeren ord, der begynder med ’dansk’, hele 25 gange. Ordet ’borger’ brugte hun kun én gang. Det afspejler en sproglig forskydning: fra et demokratisk fællesskab af borgere til et nationalt fællesskab af danskere.

Førhen sagde man for eksempel: "Borgerne skal have værdi for deres skattekroner." I dag siger man: "Danskerne skal have værdi for deres skattekroner." Men skat betales også af dem, der ikke har dansk pas. Under coronakrisen lød det: "Vi har som myndigheder, borgere og som land lige nu én opgave, der er vigtigere end alle andre: Vi skal undgå, at for mange danskere bliver smittet på én gang." Men det var ikke kun mennesker med dansk pas, der risikerede at blive smittet. 

Det samme mønster går igen på andre områder. Når man siger ting som "danskerne skal have de bedste skoler," overser man, at alle børn i Danmark har ret til uddannelse uanset nationalitet. Ligesom at man, når man siger, at "danskerne skal have hurtig adgang til lægehjælp," overser, at sundhedssystemet også møder patienter uden et rødbedefarvet pas.

Der er intet galt i at være dansk. Men når sproget udelader EU-borgeren, flygtningen eller den udenlandske studerende, skabes en usynlig grænse mellem danskerne og ’de andre’.

Forskellen er vigtig: Borger er et demokratisk begreb, der bygger på rettigheder, pligter og deltagelse i samfundet. Dansker er et nationalt begreb, knyttet til pas og statsborgerskab. Når politikere konsekvent taler om danskerne, flyttes fokus fra demokrati til nationalitet. Det er et subtilt, men stærkt skred, der ændrer, hvem vi oplever som legitime medlemmer af fællesskabet.

Sprog former virkelighed. Vi mister inklusionen, når mennesker, der arbejder, studerer og lever her, sprogligt skubbes udenfor. Og vi mister den demokratiske præcision, når ordet borger forsvinder ud af den politiske tale.

Derfor bør vi insistere på, at politikerne finder borgerne frem igen. Det er et ord, der inviterer alle med i samtalen om vores samfund – og minder os om, at fællesskabet bygger på demokrati, ikke på nationalitet.