Kønsbias sniger sig ind i Justitsministeriet formuleringer

Selv når formålet er at beskytte kvinder mod vold, kan sproget afsløre gamle magtmønstre. En ny analyse viser, at Justitsministeriets kommunikation gør kvinder til ofre snarere end rettighedsbærere. Magtens sprog fastholder ubevidst kvinder kønnede roller

Af Anne-Mette Barfod 

27. oktober 2025

Den 23. oktober 2025 kunne vi læse en historisk nyhed på Justitsministeriets hjemmeside: Regeringen og Folketingets partier har besluttet at af­sætte et trecifret millionbeløb til at styrke indsatsen mod partnervold, stalking og partnerdrab. Det sker som led i strafreformen og en ny flerårsaftale for politiet og kriminalforsorgen.

Det er en markant og længe ventet politisk prioritering. Aftalen sender et tydeligt signal om, at samfundet tager partnervold alvorligt, og at voldsudsattes tryghed og ret til et liv uden vold nu står højere på den politiske dagsorden end nogensinde før.

Men zoomer vi ind på selve teksten på Justitsministeriets hjemmeside, er den et godt eksempel på, hvordan selv politisk velmenende udmeldinger ubevidst kan rumme kønsbias i sproget, perspektivet og struktureringen af magt og ansvar.

Her er en minianalyse opdelt i seks dimensioner af kønsbias, som ofte bruges i sproganalyse og ligestillingskommunikation:

1. Kønnede antagelser i problemforståelsen
Selvom partnervold nævnes som et generelt problem, er teksten gennemgående skrevet ud fra antagelsen om, at offeret er kvinde, og gerningsmanden er mand.

At volden har en kønsdimension, er ikke i sig selv forkert – særligt når vi taler partnerdrab – men der mangler en markering af, at volden er kønsbaseret i den forstand, at den er forankret i strukturelle uligheder mellem mænd og kvinder.

Der tales om kvinder som "ofre", men ikke om mænds adfærd, socialisering eller ansvar som voldsudøvere. Dermed bliver volden sprogligt gjort kønsneutral på gerningspersonssiden, men kønnet på offersiden, hvilket skaber en asymmetri i ansvarsfordelingen. Det gjorde den amerikanske forfatter og kønsaktivist Jackson Katz allerede opmærksom på for 12 år siden i en video på Youtube under overskriften ’Violence against women—it's a men's issue’. Her fortæller han, hvordan Mary er voldsudsat, hvorved John som gerningsperson udgår af ligningen. Det ville være mere præcist at gøre ham til subjekt: John udsætter Mary for vold.

Eksempel på bias: “Ofre for partnervold skal opleve, at samfundet står på deres side.” Formuleringen skjuler, hvem der udøver volden, og dermed hvor ansvaret for volden ligger.  

2. Passiv stemme og offerfokus
Der bruges konsekvent konstruktioner som “ofre skal opleve,” “voldsramte kan leve uden frygt”, hvor den voldsudsatte italesættes som genstand for hjælp, ikke som et subjekt med handlekraft.

Der tales om kvinder som nogen, der skal beskyttes – ikke om kvinder, der kræver retfærdighed eller styrker deres egne rettigheder.

Bias i framing: Kvinden fremstilles som den, der skal hjælpes, ikke som den, der skal have mulighed for at håndhæve sin ret.

Et mere ligeværdigt sprog ville flytte fokus fra offerrollen til rettighedsperspektivet:

“Kvinder har krav på at leve i sikkerhed og på, at gerningsmænd stilles til ansvar.”

3. Mangel på magt- og kønsperspektiv
Hele teksten omtaler volden som en kriminalitet blandt mange (“vold, stalking, æresrelaterede forbrydelser, it-kriminalitet”), men uden at sætte kønsbaseret vold i en særstilling som et systemisk problem forbundet med ulighed, økonomisk magt og kontrol.

En markant og længe ventet politisk prioritering skæmmes af kønsbias i sproget, perspektivet og fordelingen af magt og ansvar, skriver Anne-Mette Barfod.

Der nævnes ingen henvisninger til Istanbulkonventionen, FN’s kvindekonvention (CEDAW) eller nationale handlingsplaner mod kønsbaseret vold – og det betyder, at volden ikke forstås som et ligestillingsproblem, men som et sikkerhedsproblem.

Dermed forsvinder den kulturelle og sociale dimension, hvor manden som gerningsperson og samfundets normer spiller en rolle.

4. Symbolsk ligestilling – men kønnet realitet
Selvom både kvindelige og mandlige politikere citeres, er tone og fokus kønnet forskelligt:

• Mænds citater (fx Hummelgaard, Henriksen, Larsen) fokuserer på system, økonomi og instrumenter (“GPS-fodlænker”, “midler”, “indsats”).
• Kvinders citater (fx Lorentzen, Brydensholt, Durhuus) fokuserer på følelser, retfærdighed og empati (“alle har ret til et liv uden vold”, “vi må tage ansvar”).

Det afspejler en ubevidst kønskodning af stemmer:

• mænd = handlekraft og system
• kvinder = omsorg og moral.

Dette er næppe bevidst, men typisk i politisk kommunikation – og det reproducerer et symbolsk kønshierarki, hvor mænd står for rationalitet og kvinder for medfølelse. Det er kønsstereotype forestillinger og kønnede værdier.

5. Fravær af intersektionalitet
Der nævnes ikke, at nogle kvinder – eller mænd – er mere udsatte end andre – fx kvinder med handicap, etnisk minoritetsbaggrund, økonomisk afhængighed, psykisk sygdom eller flygtningestatus. Ved at tale om “alle kvinder” i ental, skabes et universelt kvindebillede, der ikke afspejler mangfoldigheden blandt voldsudsatte.

Det gør kommunikationen ekskluderende for nogle målgrupper og uskarp i sin forståelse af voldens kompleksitet.

6. Fravær af køn i narrativet om gerningspersoner
Der tales meget om “ofre for kriminalitet”, men meget lidt om forbrydere eller gerningspersoner – og slet ikke om, hvad der skaber volden. Volden beskrives som noget, der bare “sker”, ikke som noget, nogen gør.

Det er en klassisk sproglig bias, der framer vold som et hændelsesforløb snarere end et magtforhold.

Et kønsbevidst sprog ville kalde det, hvad det er:

“Gerningspersoner, der udøver vold mod deres partner, skal mødes med klare sanktioner og krav om behandling.”