DET ER DA SEXET MED EN MAND, DER TAGER OPVASKEN

Par holder ikke op med at have sex, fordi de tjener lige meget og deles om de huslige pligter. De holder op med at have sex, fordi manglende ligestilling er en sand dræber for intimiteten

Af Anne-Mette Barfod og Via Christensen. Bragt i Information den 23. februar 2024


Par, der praktiserer at være fuldstændig ens i alle henseender, holder typisk helt op med at have sex. Det skriver biolog Kåre Fog i et debatindlæg i Information den 19. februar. Han refererer til en undersøgelse, som professor i sociologi, Pepper Schwartz, omtaler i sin bog Love between equals, som dokumentation for sin påstand.


Spørgsmålet er imidlertid, om ulighed mellem kønnene giver sexlivet krydderi. Næppe. Meget tyder tværtimod på, at de traditionelle kønsroller er dræbende for mange parforhold og ødelæggende for intimiteten og sexlivet, og mange unge kvinder verden over vil i dag hellere bo alene end gifte sig med en mand, der forventer, at sutskoene står klar på kakkelovnen, når han kommer hjem fra arbejde. I Sydkorea er tallet så højt, at det nu er hver fjerde kvinde, der afviser ægteskab og børn.


Den norske psykolog Frode Thuen forsker i parforhold, og i en artikel gengivet i Femina påpeger han, at det i to ud af tre skilsmisser er kvinden, der går, når vi ser på heteroseksuelle par. Årsagen til de mange brud er ifølge Thuen ofte den samme: Den onde cirkel i parforholdet starter, fordi manden trækker sig og er passiv. Det typiske blandt kvinderne, der går fra deres mænd, er ifølge forskeren, at de ikke føler sig set – at de trækker det følelsesmæssige læs alene og bærer forholdet på egen hånd.


Ulighed kan altså være en sand dræber for intimiteten og dermed også for sexlivet.


Måske er det rent faktisk uligheden i hjemmet, der er et problem, og ikke ensartetheden. Selv om kvinder generelt klarer sig bedst i uddannelsessystemet, er det stadig dem, der går mest på deltid,

Kvindelig forfatter

Måske er det rent faktisk uligheden i hjemmet, der er et problem, og ikke ensartetheden. Billedet her er skabt med kunstig intelligens.

tjener mindre og sparer mindre op til pension. Vores arbejdsmarked er i høj grad kønsopdelt. Der er meget få kvinder på topposter i det private erhvervsliv, mænd dominerer i

professorater, og en undersøgelse fra Akademikerbladet viser, at der kun er fem kvinder på listen over de 50 mest citerede eksperter i medierne i 2023. Vi har altså fortsat en god bid vej at gå, før vi, som Kåre Fog udtrykker det, er "fuldstændig ens i alle henseender".


Fog anklager feminister for at markedsføre »ensartethed«, men takket være kvindebevægelsen har kvinder i dag et langt større mulighedsrum end dengang, oldemor var barn, også til at forlade et parforhold med manglende intimitet, for stort ansvar for kolossale bunker vasketøj og fravær af sex.

Takket være kvindebevægelsen har kvinder i dag et langt større mulighedsrum end dengang, oldemor var barn, også til at forlade et parforhold med manglende intimitet, for stort ansvar for kolossale bunker vasketøj og fravær af sex.

Anne-Mette Barfod og Via Christensen, Genderwise