REPLIK: SELSING MÅ EN TUR PÅ BIBLIOTEKET

I et debatindlæg i Jyllands-Posten den 25. april 2023 mente Rune Toftegaard Selsing under overskriften 'Hvorfor mon mænd ikke vil læse bøger af kvindelige forfattere?' at kvindelige forfattere er kønspolemiske, og det derfor ikke er så underligt, at mænd ikke gider læse deres bøger. Genderwise har en helt anden analyse af, hvorfor mænd ikke læser litteratur skrevet af kvinder, så vi sendte denne replik til avisen, som de publicerede 28. april 2023.

Af Anne-Mette Barfod og Via Christensen, Genderwise

Det er kedeligt for Rune Toftegaard Selsing, at han ikke synes, der findes kvindelige forfattere der er værd at læse – siden de store britiske klassikere Jane Austen og Emily Brontë. Han går glip af megen dejlig litteratur og af at blive klogere på det andet køns livsverden, som han ellers efterspørger. Heldigvis er der en trøst at hente, for der er MASSER af kvinder, han kan læse, også af nyere dato end de to store briter.

Den problemstilling, hans indlæg sætter spot på, er imidlertid en anden. Den handler om, at manden i vores kulturkreds opfattes som det generelle, og kvinden som det specifikke. Mænd skriver litteratur, mens kvinder skriver kvindelitteratur.

I 2022 viste en stor undersøgelse fra Aarhus Universitet, at to tredjedele af alle anmeldere er mænd, og to tredjedele af de bøger, der anmeldes, er skrevet af mænd. Det giver en skæv branding af bøger skrevet af kvinder. Dels får de gennemsnitligt set dårligere anmeldelser end bøger skrevet af mænd, og dels får de koblet mærkater som 'kvindelitteratur', 'femikrimi', 'chick lit' eller ’moderskabslitteratur’ på. Det er med til at brande dem som bøger, der hører til i en snæver niche og ikke behandler brede og almenmenneskelige emner. Det fastholder kvinden som ’det andet køn’, formet af mandens ribben og blot en delmængde af det store fælles univers, som er domineret af ham.

For at forstå, hvorfor det er sådan, skal vi langt tilbage i vores kulturhistorie, for fra de ældste tider var det mændene, der var digtere og forfattere, og dermed dem som i det ene århundrede efter det andet har reproduceret historier, hvor mænd og kvinder har specifikke roller – mændene som modige krigere, kvinderne som de svage, som enten skal reddes, eller som er svigagtige og sætter samfundets sikkerhed på spil. Den første af de kvinder hed for resten Eva.

Det hørte med til mandens rolle, at han var den, der tog ordet i forsamlinger; den politiske arena og magtens arena var hans. Litteraturen har talrige eksempler på, at kvinder som prøver at komme ind på den arena, bliver bragt til tavshed. I det berømte heltedigt Odysseen beordrer Odysseus’ knap voksne søn Telemachos fx sin mor, øens dronning Penelopeia, til at tie stille i en offentlig forsamling – og hun adlyder. I andre klassiske myter bliver kvinder bragt til tavshed ved at få skåret tungen ud eller blive forvandlet til dyr. En af dem er skovnymfen Ekko, som blev straffet, fordi hun sagde for meget, med kun at kunne gentage hvad andre siger – som et ekko.

Leonora Christina Skov illustrerer Genderwises debatindlæg i JP, for hun er en af de forfattere, som Rune Selsing synes fremstiller mænd som usympatiske - og dermed en årsag til, at mænd ikke gider læse kvindelige forfatteres bøger, mener han. Men hvis man ikke lige har lyst til at læse Skov, er der jo flere tusind andre kvindelige forfattere, så han må en tur på biblioteket igen, mener Gendewise.

De gamle myter om, at det er mere i orden for mænd end for kvinder at tage ordet og sige deres mening, er sejlivede. De er dybt forankrede i os og medvirker til den ubevidste bias, at vi tillægger mænd og deres mening (for eksempel i og om bøger) større vægt end kvinders.

Undersøgelsen fra Aarhus Universitet fik 172 forfattere, både kvinder og mænd, til at skrive et manifest, som blev offentliggjort i Politiken under overskriften ’Dansk litteraturkritik er gennemsyret af sexisme’. ’Hvis man tager litteraturen alvorligt som en kunstform, der åbner vores blik for andre perspektiver eller positioner i samfundet, har sexismen i dansk litteraturkritik alvorlige konsekvenser,’ skrev de bl.a.

Vi synes, at Rune Toftegaard Selsing skal slå et sving forbi biblioteket igen. Og så skal han huske, hvad den norske litteraturprofessor Toril Moi har skrev i 2008: ’Selvfølgelig skriver en kvindelig forfatter som en kvinde. Men det betyder ikke andet, end at hun skriver som den (specifikke og særegne) kvinde, hun er.’