• Via Christensen
  • Cand.mag. i italiensk og samfundsfag 
  • Rådgiver om kommunikation, branding, medierelationer, sprog og bøger
  • Ejer af Akademisk Formidling

VIA CHRISTENSEN


Jeg er cand.mag. og har mange års erfaring med ledelses-rådgivning, strategisk kommunikation og organisations-forandringer. Og så har jeg været kommunikationschef i Kriminalforsorgen en årrække og her fået indblik i en verden, der formelig bugner af klichétung machokultur.


Jeg har arbejdet 12 år i en en branche, som virkelig er mandsdomineret: Kriminalforsorgen, som driver landets fængsler. For mens der er nogenlunde lige mange mænd og kvinder blandt personalet, ser det helt anderledes ud bag tremmerne, hvor over 95 procent af de indsatte er mænd.


Hvordan kan det være, at mænd begår mere af den grove kriminalitet, som man kommer i fængsel for? Ligger der en større aggressivitet i mandens gener, eller har manden en mere ’criminal mind’ end kvinden? Nej, men når flere mænd end kvinder kaster sig ud i vold, kan det dog have noget med generne at gøre. Er du mand, har du større chance for at vinde et slagsmål, fordi du er stærkere, og derfor kan du være mere tilbøjelig til at kaste dig ud i vold end en kvinde.


Det er dog ikke hele forklaringen. Drenge og piger, mænd og kvinder socialiseres nemlig stadig den dag i dag efter nogle traditionelle mønstre, hvor drenge og mænd opildnes til at slå fra sig og vise deres aggressive sider, mens kvinder tilskyndes til empati og samarbejde. Vi ser disse køns-stereotyper i børnehaven, vi ser dem på arbejdspladsen, og vi ser dem på fængselsgangen, hvor den hårdtpumpede muskelmand dominerer billedet. En mand, der har lært – derhjemme eller på gaden – at man skal være stærk og vise aggression.


Jeg har talt med mange indsatte, som først i fængslet – vejledt af professionelt personale – op-dagede, at de kunne være noget i deres egen ret, noget som ikke havde med kriminalitet at gøre, med at hævde sig og overskride andres grænser. At de kunne få ros for at have lavet en god pizza til aftensmaden – sådan helt uden bagtanke, som en indsat engang fortalte mig om.


Ligesom andre mænd, der knækker under vægten af en usund manderolle, er mange indsatte et produkt af den ulighed og ubalance mellem kønnene, som Genderwise vil til livs.

Det duer ikke, at en virksomhed eller uddannelsesinstitution melder sig under fanerne for at få flere kvinder ind, hvis der samtidig er en kultur på arbejdspladserne om, at man fx ikke tager kvinder seriøst.


Via Christensen, kommunikationsrådgiver